Jeg har været på tur rundt i min by. Jeg hoppede op på cyklen og kørte rundt i byen som en turist. Det gør jeg simpelthen for lidt. Det var fantastisk. Det hele startede faktisk med De Forkullede Tanker, som havde skrevet om en udstilling på Nationalmuseet. Vores nationale museum har valgt at udstille en række værker af den koreanske maler Kisan. Dem cyklede jeg af sted for at se, men det endte med en del mere. Der er faktisk meget spændende på Nationalmuseet. Jeg fik set det meste af verden, da jeg vandrede igennem Det Etnografiske Skattekammer. Spændende. Det blev også til lidt dansk middelalder.
Ud i det gode vejr og hen til Christiansborg. Nu var det at jeg igen mistede min identitet og blev til den fotogale turist Fritz, han kommer nok fra Frankfurt. Nu blev der taget billeder.
Turen gik videre til Det Kongelige Biblioteks Have. Jeg kan godt lide haven, da der ikke er mange mennesker og der er stille. Man glemmer hurtigt, at man er midt i byen. Jeg gik lidt rundt. Jeg tog også et enkelt billede af en jernring. Det vilde er, at ringen har været brugt til at fortøje skibe. Der lå faktisk en havn på det sted, hvor haven er i dag. Det er lidt flippet. I dag er havnen skiftet ud med en dejlig park, hvor man altid kan finde ro. [Se billederne her]
Jeg nyder at være i en stor by, hvis man kan kalde København det, og glemme alt om byen. Det kan man faktisk i denne have. Jeg hørte ingen biler, bus, larm. Der var en dejlig afslappet stemning. Den afslappede stemningen kunne jo ikke blive ved. Jeg var jo på fotosafari i min by. Så jeg gik videre.
På min videre vej mon larmen og Strøget blev jeg stoppet af to svenskere. De spurgte om vej til hovedbanegården. Jeg prøvede at forklare, men jeg tvivler på at de har fattet noget som helst. Jeg kunne nemlig ikke helt forklare dem vejen. Pludselig spørger de om jeg kendte nogle stripklubber, eller om der var nogen i København. Jeg måtte sige ja, og forklarede dem at de skulle tage til Vesterbro. Jeg blev faktisk også inviteret med. Jeg skulle nu ikke med på stripklub. Jeg var jo på safari.
Jeg gik op mod Strøget, gik forbi en større koncert i forbindelse med Copenhagen Jazz Festival og ned mod Storkespringvandet, hvor jeg havde en aftale. På AmagerTorv var der gang i den. Først med hip-hop og dans og lidt senere trommer fra verden et sted. Jeg satte mig ned på en bænk og ventede på at klokken skulle blive 19.00. Ventetiden på bænken gik hurtigt, da der skete meget omkring mig. Men hvorfor er det lige, at nogle mennesker vælger at holde polterabend på Strøget. Jep, det nedturs-agtige polterabend, hvor kvinden skal gå rundt og sælge kys. For 2,- kr. kunne man få et kys på kinden. Det værste var nærmest, at bruden selv måtte opsøge køberne. Bruden skulle hellere bruge lidt energi på at finde sig nogle nye og mere opfindsomme venner. Det skal altså nærmest være forbudt at holde polterabend på Strøget. Klokken var nu omkring 19.00 og min aftale kom. Fotosafarien blev aflyst for en tid og blev afløst at snak over et cafébord.Planen var at vi ville gå i Tivoli og høre Jamie Cullum, men da vi kom derop var der en million, og vi gik igen. Nu gik vi bare rundt i sommeraftenen og snakkede. Kom forbi Kongens Nytorv og så nogle helt fantastiske dyrefotografier. Jeg kan godt se, at jeg har meget at lære.
Da aftenen var ved at være forbi, begyndte vi at vandre mod Nørreport. På vejen op ad Købmagergade oplevede jeg i hvert fald noget helt fantastisk. Jeg forsvandt pludselig fra Danmark og svævede gennem luften til Buenes Aires i Argentina. Tangoen spillede og det eneste man kunne høre udover musikken var fødder som gled dansende hen over fliserne. På en lille plads ved siden af Studenterhuset dansede en gruppe mennesker tango. Det kunne jeg godt lide, det var fantastisk. Jeg glemte Danmark og forestillede mig Argentina. Jeg havde i hvert fald meget svært ved at løsrive mig. Der var noget dragende, fascinerende over dette indslag i den københavnske sommernat.
Snart sad jeg på cyklen, trampede til for at bringe mig hjem. Det har simpelthen været en super dag i København. Det er nu lidt sjovt at
holde ferie i ens egen by.