Nogle gange skal man vente, bare vente til det bliver ens tur. Sådan en dag havde jeg tirsdag. Da vejret var dejligt, kunne jeg vel lige så godt vente blandt mennesker. Jeg satte mig på en bænk på Vesterbro Torv.
Der sker ingenting på Vesterbro Torv, og alligevel sker der en masse. Der summer af liv. Der summer af mange forskellige former for liv. Fra de smarte som lige skal have en is i ParadIS, til de udstødte, der slukker sorgen med alkohol. Det er interessant at kigge på. Og endnu mere interessant at lytte på. På deres historier, deres fortællinger om ingenting og alting. Det er fantastisk.
Jeg hørte ikke deres stemmer, men de kom alligevel til mig. Jeg digtede i hvert fald mange historier. Om grønlændere som tog til Danmark fuld af håb, hvor håbet forsvandt og det eneste der nu er tilbage er fællesskabet på Vesterbro Torv. Desværre er der ikke meget håb i det. Til den amerikanske is-spisende familie på deres første besøg i Danmark, og hvor de glædes ved at være i et land, som har historie. Om deres frygt for terrorisme i Europa. Hmm, tænkte jeg imens bomberne sprang i Mumbai.
Det er alligevel utroligt, hvad jeg får ud af lidt ventetid på Vesterbro Torv.
