I disse dage, hvor solen skinner højt og hvor alle sveder bare lidt, så har jeg fundet et sted, hvor jeg kan slappe lidt af i skyggen med en bog. Stedet er Emdrup sø, på en bænk. Der sidder jeg, læsende og lyttende. For der sker alligevel mange ting, hvis man lige slår øjne og ører op. Dog er det ikke altid lige rare ting jeg ser. Nu har jeg jo en vane for at se de dårlige ting først.
I dag blev jeg sgu’ lidt trist. Jeg må snart sygemelde mig med en kronisk arbejdsskade. Jeg har meget svært ved at se på børn, som jeg mener lider overlast. I dag, da jeg lige skulle hen til tanken fra min bænk, går jeg forbi 2 voksne og et barn. Der står en åben Smirnoff Ice ved den ene voksne. Jeg tænker mit, ser lidt positivt på tingene ved at forestille mig, at det er manden som drikker. Damen holdte sig nok ædru. Men nej. På vejen tilbage på bænken ser jeg, at begge voksne drikker Ice, jeg kigger på barnet som sender mig et meget trist blik. Jeg tror faktisk, at barnet sidder og græder. Jeg kigger væk og går til min bænk lidt væk. Så blev jeg lidt sur, tænkte hvorfor, tænkte om jeg skulle sige noget, blande mig, men jeg blev ramt af en magtesløs fornemmelse, der sagde hvad skulle det hjælpe. Det skærer i mit hjerte, når jeg ser disse ting.
Desværre bliver mit forhold til alkohol mere og mere åndssvagt pga. disse situationer. Jeg ser alle dårligdommene, og ikke så meget de positive sider, som der kan være.
