Når jeg nu skriver på dette sted, så tænker jeg hele tiden over emner jeg kan skrive om. I dag, da jeg sad i bussen, tænkte jeg på alle de små hverdagshistorier som jeg bare skal opdage. Mine tanker kom fordi jeg gik forbi en bil, hvor der sad 2 personer og snakkede. En mand på forsædet og en kvinde sad bag i. Det har sikkert været manden som kørte sin kone på arbejde, de sad lige og snakkede om dagens planer, inden manden kørte igen. Sådan tænkte jeg nu bare ikke. På afstand lignede de 2 personer et par, som var midt inde i en dyb og fortrolig samtale. Jeg tænkte straks i billeder. Jeg forstillede mig, at parret havde en affære, og hun mente ikke, at hun fik nok opmærksomhed fra den gifte mand. Nu sad de i bilen, foran hendes arbejdsplads, og hun havde lige bragt det på banen. Nu skulle der altså snakkes. Nu er det jo kvindernes kampdag, så hun må godt sige noget.
Jeg gik videre, og billederne af parret i bilen forsvandt. Også selvom at det kunne være spændende at høre, hvordan det gik med parret. Ned til bussen, og afsted på arbejde. I bussen skete der ikke så meget. Jeg kunne jo dreje hovedet og kigge på menneskerne og overveje, hvilken historie de gik rundt med. Bussen kører fra Husum 
Torv, mod Ballerup. Pludselig ændrer min verden sig. Bussen er ved at stoppe. I busstoppestedet står et spøgelse. Mine øjne var faktisk ved at poppe ud, da Ray Charles stod 
uden for bussen. Så overtog hjernen. Nej, det var ikke Ray Charles, da han var død og ellers var det nok sjælden, at han tog bussen. Særligt fra Husum mod Ballerup. Jeg må alligevel indrømme, at jeg grinede lidt i mit stille sind. Jeg tænkte selvfølgelig videre over alle de historier, jeg kunne fortælle. Der er mange, mange, mange historier ude omkring os, vi skal bare få øje på dem. Tænk, hvad Søren Ryge ville få ud af en bustur i København? Han ville sikkert falde i snak med en gammel landmand fra Nordjylland. Det ville jeg da godt opleve.
Nu oplever jeg også mange historier i gennem mit arbejde. De sjove vil jeg nok bringe her, men der er desværre også mange triste, som jeg ikke kan bringe. Jeg ville gerne, da historierne måske kunne være med til, at vi mennesker åbnede vores øjne og hjalp hinanden. Ja, lidt trist kan man sige, at der sker så mange ting i de små hjem, som ikke helt tåler dagens lys. De triste historier er jo også hverdagshistorier. Men prøv at åbne dine øjne, kig dig omkring og se alle historierne. Det vil jeg i hvert fald prøve.
