Du skræmmer jo børnene

I dag blev jeg sgu’ sur!! Jeg havde ikke rigtig nogen grund til det, men nogle ord gjorde mig tosset. Jeg var ude og købe julegaver, og da mit immunforsvar er meget lavt pga. kemo, så skal jeg bære maske for at ikke at få infektioner fra andre.

Jeg kommer gående hen over en plads, da jeg pludselig høre ordene “Han vil vel skræmme børnene…” Jeg kan høre, at det er en voksen, der siger det. Om det var rettet mod mig skal jeg ikke kunne sige, men jeg blev i hvert fald ramt af det. Mit blodtryk steg ret hurtigt. Jeg blev ret sur. Hvordan kan et voksent menneske sige det? Er det fordi vi i Danmark ikke er vant til at se mennesker med maske, med mindre de kommer fra Japan? Hvordan kan et voksent menneske tro, at det handler om at skræmme andre, og særligt børn?

Jeg blev som sagt sur, og kunne ikke rigtig slippe den følelse. Det blev ikke meget bedre, da jeg senere fik det indtryk, at en ung mand grinede, da han så mig. Så blev jeg sur igen. Andre gange, hvor jeg har haft maske på, så har det ikke rørt mig. Men i dag, der blev jeg sgu’ ramt. Om den unge mand grinede af mig er ikke til at sige. Jeg oplevede det sådan. Filmen knækkede da for mig, da jeg lidt senere oplevede en, der så på mig og smilede. Så var jeg i det røde. Jeg blev nødt til at spørge om vedkommende grinede af mig. Det gjorde vedkommende selvfølgelig ikke, og jeg gik videre. Stadig sur!

Nu hvor jeg har det lidt på afstand, så kan jeg godt selv se, at jeg overreagerede. Hvordan ville jeg selv reagere, hvis jeg så en med maske? Jeg ville da tænke mit, og måske ville jeg smile. Det er nok en reaktion på, at man ikke helt ved, hvilken reaktion man skal vælge. Så er grinet altid en udvej.

Problemet med i dag var selvfølgelig, at jeg reagerede voldsomt på ord og ansigtsudtryk, som måske slet ikke handlede om mig, men noget i mig fik mig til at tro det. Jeg skal ikke kunne sige, hvorfor jeg lige i dag fik den reaktion. Det handlede nok om manglende overskud. Jeg ved det ikke, men det var sgu’ ikke fedt at gå rundt med en fornemmelse af, at folk grinede af dig.

Dette indlæg blev udgivet i Leukæmi, Livet, Tanker fra lænestolen og tagget , , , . Bogmærk permalinket.

Der er lukket for kommentarer.