Jeg kan huske, at huset blev fyldt med skrig, skrål og violiner, når min mor hørte opera, mens hun gjorde rent. Jeg prøvede at sove ungdommen væk, men det var umuligt. Jeg hadede virkelig opera, og særligt fordi jeg ikke kunne sove.
Forældre ved lige, hvordan de skal plage deres børn.
Så det var med tavshed jeg modtog spørgsmålet om jeg ville med til opera. Opera – tænkte jeg. Det hader jeg jo.
Alderen er jo begyndt at trykke, så jeg tænkte, at det kunne være et forsøg på at ændre min opfattelse af opera. Omgivelserne gjorde også, at jeg sagde ja. Amfiteater Hedeland var scenen. Operaen var Norma af Bellini. Meget tragisk.
Vi satte os i de skønne omgivelser, og straks begyndte de at skrige. Jeg var klar til at gå og tænkte, at det ville blive en lang aften. Men som skrigeriet fortsatte blev det mere og mere til sang. Jeg begyndte at fatte handlingen og i pausen ville jeg ikke gå. Jeg skulle da lige have 2. akt med.
Da det hele sluttede, så var det ikke så ringe igen. Jeg er ikke blevet operafan, men er heller ikke den store hader, som jeg var før. Men en ting er sikkert. De fatter sig ikke i korthed i en opera. Og hvorfor skal de gentage tingene 20 gange. Kom nu bare til sagen!
Mens operaen blev spillet, så kunne jeg ikke lade være med at tænke på, hvor fedt det kunne være, hvis et stort rockband gav koncert i Hedeland. Det er jo en fed scene!!
Ja, jeg bliver sgu’ nok aldrig finkulturel.
