10 år senere…

For 10 år siden døde min mor af kræft, men i hendes positive ånd tog jeg da på Roskilde festival. Hun var blevet begravet et par dage før festivalen. Jeg stod i hvert fald på en regnfuld fredag og ventede på heltene fra Seattle. Heltene var Pearl Jam.

Pearl Jam spillede på Orange scene, men efter 6 numre tror jeg, at det gik galt. 9 mennesker blev pludselig revet væk fra denne jord. De 9 liv fik også sat gang i min egen sorgbearbejelse, og derfor kom Pearl Jam til at betyde meget for mig.

I går stod jeg i Berlin. Pearl Jam var på scenen, og det var præcis 10 år siden at de spillede på Roskilde festival. Det var forsangeren Eddie Vedder ret påvirket af. Da han skulle sige tak til publikum brød han sammen og delte en lille tåre med os, der også var der for 10 år siden. Det var sgu’ stort!!

Men hold da op for en fantastisk koncert Pearl Jam spillede. Eddie Vedder kom på scenen og spillede “Under pressure” (et gammelt Queen-nummer) sammen med Ben Harper. Og da Pearl Jam selv spillede kom Peter Buck og en anden fra R.E.M og spillede “Kick out the Jams”. Fedt!

Black

Dette indlæg blev udgivet i Livet, Musik, Tanker fra lænestolen og tagget , , , . Bogmærk permalinket.

Der er lukket for kommentarer.