Min bil gik forleden dag i stykker, dvs. at den kan godt køre, men der er noget galt. Hvad, det ved jeg desværre ikke, og derfor kørte jeg den forleden dag på et lokalt autoværksted.
De lovede selvfølgelig, at de nok skulle kigge på den samme dag eller dagen efter, og derefter ringe og give et tilbud på prisen af reparationerne.
Samme dag fortæller jeg min far om problemerne, og han er meget hurtig til at dømme værkstedet som et værre fuskerværksted. Det irriterer mig selvfølgelig, at han ikke lige giver det en chance. Dagene går, min far ringer og spørger, hvordan det går med bilen. Hmm, det går vel meget godt er mine svar. Hver gang jeg nemlig kontakter værkstedet, så fortæller de at de ringer i morgen med svar. Og da min far bliver ved med at være efter mig og min dømmekraft, så ender det med, at jeg bliver irriteret og har en mindre diskussion med min far.
Han vil jo bare gerne hjælpe, men jeg bliver jo irriteret over, at han ikke kan stole på min dømmekraft og at jeg nok selv skal ordne sagen.
Men da jeg i dag igen går over på værkstedet, og at de ikke ved noget om bilen, fordi ham jeg skulle snakke med var gået hjem, så bliver jeg sgu’ træt. Særligt fordi jeg kan se, at de ikke har kigget på bilen. Så det hele ender med, at jeg tager bilen med mig igen.
Hvis jeg nu bare havde lyttet til ham den gamle, så var bilen måske lavet nu.
