Den sidste fest

Jeg kan huske en ven, der en gang fortalte om, at være tilskuer til sit eget liv. Baggrunden var, at alt drejede sig om børnenes liv, og derfor blev ens eget liv sat lidt i baggrunden.

Bemærkningen dukker op i mit hovedet efter endnu en fest, hvor jeg har følt mig som tilskuer, hvor jeg ikke har følt mig som deltager. Grunden er igen, at jeg ikke drikker alkohol eller indtager andre ting, som kan bedøve min hjerne. Og igen er jeg træt af den følelse, som dukker op i mig, når folk bliver fulde og begynder på deres fest. Ikke fordi, at jeg ikke snakker med folk, men det er bare ikke det samme. Og igen dukker tanken op i mit forpestede sind, at jeg bare skal blive væk fra fester i fremtiden. Så vil den kedelige følelse i hvert fald forsvinde, men en ny vil sikkert opstår. Det er nemlig følelsen af, hvad jeg går glip af.

Det ville sgu’ være rart, hvis jeg kunne slukke min hjerne en gang i mellem og bare være tilstede.

Jeg tror desværre, at jeg i fremtiden må begynde at melde afbud til fester eller gå tidligt hjem, da det ikke er sjovt, som det er lige nu.

Dette indlæg blev udgivet i Tanker fra lænestolen og tagget , , . Bogmærk permalinket.

Der er lukket for kommentarer.