Året er ved at slutte, og for mig betyder det, at jeg lige skal gøre året op. Hvilke ting har præget året, hvad har været godt og hvad har været dårligt. Nu kunne jeg sikkert skrive et meget langt indlæg om alle mine gode og dårlige oplevelser i dette år, men det vil jeg alligevel lade være med. Der er nemlig en begivenhed, der overskygger alt andet.
Den oplevelse som har gjort størst indtryk på mig i år, er nok tabet af min gode kollega. At skulle forlade dette sted som 31-årig er ikke i orden. Og prikker man lidt til mig, så er jeg sikker på, at vreden nok skal komme til overfladen igen. I hvert fald gjorde det indtryk på mig, at jeg forleden så et billede af hende. Det bragte i hvert fald tårerne frem igen.
Nu er det ikke kun sorg, der findes i denne begivenhed. Der findes også en masse gode oplevelser, fx sammenholdet blandt mine kolleger. De var i hvert fald med til at gøre sorgen lidt lettere.
Vi snakker stadig om hende på jobbet og vi bearbejder stadig sorgen, så dagene er da blevet lettere. Men jeg kan ikke tillade mig at klage, især ikke når jeg tænker på hendes mand og barn. Dem sender jeg sgu’ tit en masse tanker.
Men livet går videre, engang i mellem med tunge skridt, men videre. Også for mig…
