En tanke kom til mig i dag. Den handlede om, hvor fællesskabet forsvandt hen? Jeg kan nemlig godt sidde med den tanke, at fællesskabet er en død ting i det danske land. Nu sætter vi os selv højere end fællesskabet, og det vi bruger fællesskabet til, er at få nogle ekstra fordele, som man faktisk er ligeglad med andre får. Det handler kun om os selv. Det burde være anderledes, at vi satte fællesskabet bedste frem for os selv. At vi satte os selv ind i et større perspektiv, hvor vi kunne finde mening med tilværelsen.
Måske er det derfor vi er meget bange for islam. Muslimer virker som et fællesskab, som alle går mod et fælles mål. Fællesskabet er stærkt og derfor truende på os mennesker, som ikke indgår i et stærkt fællesskab. Jeg ved godt, at gruppen af muslimer er meget forskellig, der er meget uenighed, men på overfladen virker muslimerne som et utroligt stærk fællesskab, som påvirker hele verden. Vi bør derfor stå sammen, så vi kan virke, være stærkere.
Vi går nemlig kun vores egen vej. Uden et fællesskab mister vi nok meningen med det hele. Måske er der enkelte som tror, at de kan klare sig alene, men der tager de meget fejl. Vi er afhængige af hinanden.
Vi indgå selvfølgelig i mange forskellige fællesskaber, men jeg har svært ved at se, at man gør noget for disse fællesskaber. På mig virker det som om, at man bruge gruppen til at fremme sin egen sag. Man snakker først sin sag, man håber måske på, at fællesskabet vil støtte op omkring én.
Måske er det bare mig, der har disse oplevelser. Jeg kunne godt tænke mig ,at mennesker tænkte lidt mere i helheder, så de kunne blive klar over, at der også var nogle store linjer. Kunne de se dette ville de måske også sætte deres egen lille sag ind og se på problemet i en lidt større sammenhæng.
