Det var ikke helt nemt at træde ind på hospitalsstuen for at hilse på min elev, som forleden dag blev kørt ned af en bil. Da jeg mødte hendes ansigt og kunne se at hun græd, så kunne jeg sgu’ ikke holde tårerne tilbage. Det var ikke så professionelt.
Men en ting er sikkert. I sådanne situationer vil jeg altid være ret ligeglad med, hvor professionel jeg skal være. Jeg vil være menneske først, derefter kan jeg være lærer.
Jeg fik dog gang i snakken og tårerne gled lidt i baggrunden, og det varede ikke længe før, der kom et lille smil frem på min elev. På trods af skaderne, så kom der et smil frem. Det var sgu’ fedt.
Sommetider tror jeg på, at det godt kan betale sig at lægge sin professionelle identitet på hylden og vise at man faktisk er et menneske af kød og blod, som er fuld af følelser, tanker, håb og drømme. Og skal jeg være ærlig, så tror jeg at det gør mig til en bedre lærer.
