Den sidste uge har været en hård omgang for mig og mit syn på den danske folkeskole. Jeg har fundet ud af, hvor svært det er at få systemet til at komme i omdrejninger, og hvor hjælpeløse vi må stå og kigge på i mens et barn og familien falder fra hinanden.
Uden at jeg bryde min tavshedspligt kan jeg nok fortælle, at jeg i min klasse har en sag, som kræver, at systemet kommer i omdrejninger. Problemet er at ingen vil tage beslutningerne, alle vil holde deres ryg fri, og derfor sker der netop ingenting. Jo, der sker lidt, men det er slet ikke nok. Nu kunne jeg selvfølgelig anklage min ledelse, min kommune eller regeringen. Det vil jeg ikke, men det handler om, hvordan vi handler på de problemer, der er i vores samfund. Problemet er, at alle de børn og unge som bliver fanget i skolen, fordi der ikke er penge til at løse netop deres problem, og fordi ingen ved, hvor fanden de skal sendes hen. Hvis de ikke skal være i folkeskolen, hvor skal de så være?
Det er fint nok, at undervisningsministeren, laver en skole, hvor der er prøver, og han forsøger at stramme op, så kvaliteten bliver bedre. Det er ok, men det er ikke ok, at han samtidig ikke giver nogle løsninger på, hvordan vi løser problemerne med disciplin osv. Det er ikke altid, at vi kan undervise anderledes i forhold til den enkelte, eller give familien skylden. Familien har meget ansvar overfor deres børn, men hvad gør vi med dem, som ikke kan magte at være en familie? Jeg har ingen løsninger…
Det er bare frygteligt at opleve skolen handlingslammet overfor disse problemer. Jeg siger ikke, at der skal flere penge, men det ville være rart, hvis politikerne overvejede at sende nogle politiske signaler og handlemuligheder, så vi havde mulighed for at hjælpe effektivt. Halve løsninger hjælper ingenting.
