Hvad laver man på denne sidste påskedag. Jo, man tager da ud i det blå. He, he - skulle mødes med en kær ven, som åbenbart elsker at køre i bil. Derfor kørte vi ud i det blå. Speederen i bund, og pludselig var vi i Helsingør. Det er lang tid siden, at jeg har været der. Kronborg så jo helt anderledes ud. Jeg troede, at det var rødt. Vi gik lidt rundt i regnen, snakkede og pludselig så vi nærmest døden i øjene. Nej, Holger Danske var ikke vågnet, men derimod så vi en fugl. Jeg så nemlig ved kommunegrænsen et skilt, som advarede om fugleinfluenza, og der foran os stod en fugl. Den var ikke død, men hostede den ikke lidt? Vi løb, lavede nogle drabelige øvelser, fx rullefald, og slap af sted. Jeg tror altså ikke vi bliver syge.
Efter Kronborg gik turen tilbage til København, eller nærmere bestemt Amager Strandpark. Det bliver vildt derude, hvis sommeren bliver god. I dag var det altså for koldt til at bade. Selv om store pengebeløb blev tilbudt var der altså ingen som ville smide tøjet og springe i det kolde vand.
Efter at have set nærmest det halve af Amager, og indtagelse af flere plader chokolade gik turen hjem for min ven. Jeg må indrømme, at det har været en god måde at slutte påskeferien af på.