Det er ikke det lige let når jeg ikke ved, hvad jeg skal skrive om. Måske hænger det sammen med, at det har været en stille uge, både på jobbet og i fritiden. Og det er sgu’ heller ikke meget der kan få mig op af stolen rent politisk. Jeg giver ikke høre på politikernes snak om bankpakker, om nye midterpartier og hvad de ellers lukker ud.
Måske er det fordi jeg mangler at høre, at politikerne virkelig gør noget ved de virkelige problemer der er i landet. Som fx at en kommune ikke tvangsfjerner en lille dreng, når søsteren er blevet mishandlet. Politikerne vasker selvfølgelig deres hænder, men det er sgu’ et problem, at der nærmest skal lig på bordet før, der sker noget i de sociale sager, der er rundt omkring i landet.
Baggrunden for min harme skyldes ikke avisoverskrifter, men en snak i dag i min 7. klasse. Eleverne er jo begyndt at opdage verden og de stiller spørgsmål, fx om sagen fra Mou. Eller hvorfor at Stein Bagger skal flere år i fængsel end nogle der mishandler et barn. De 13-årige forstår det ikke, og jeg er heller ikke sikker på, at jeg gør.
Og forleden endte deres spørgsmål med, at jeg snakkede i to lektioner om Gaza, atombomber og alt muligt andet. Jeg syntes, at det var ret fedt. Jeg tror også, at elever syntes at det var fedt, da de prøvede igen i dag. I dag blev der nu også tid til geografi.
Men tilbage til min skriveblokering. Jeg må indrømme, at jeg ikke føler mig videre inspireret i disse dage. Der er ikke rigtig noget, der får mig op af stolen. Jeg vil faktisk bare på pension med fuld løn. Det værste er nu, at jeg ikke får taget så mange billeder. Det er lidt øv.
Måske skyldes det hele en ting, men en meget vigtig ting – nemlig solskin.
