Julegaverne ligger bag mig, da jeg med tunge skridt går på kirkegården. Jeg vil sige glædelig jul til de afdøde.
Der sidder jeg på bænken og tænker over denne glædelige jul. Der er mange andre, der har besøgt de afdøde, da de ukendtes grav er fyldt med blomster og lys. Solen er på vej ned, og lyset bliver brudt af skyerne.
På bænken sidder jeg, kigger på alle minderne, på afsavnet, og tænker på at dette var en svær tid for mange. Også for mig. Jeg gider virkelig ikke denne jul. Igennem de sidste år er alt blevet vendt på hovedet, basen er forsvundet.
Men ikke nok med det, så har julen for mig altid været en mærkelig tid. Den har altid været forbundet med sorg, da min nu afdøde mor altid gik i stuen og græd over tabet af sin mor, min mormor. Derfor var december aldrig kun julehygge, det var julehygge tilsat død.
Og hjalp det da jeg flyttede væk, begyndte at arbejde. Nej, jeg valgte åbenbart de job, hvor der altid var supertravlt i december. Og når juledagene endelig kom, så skulle jeg stresse rundt til familien.
De senere år har det været ok, men lige i år er juledepressionen virkelig dukket op igen. Denne gang er det hverken julestress, dødelig julehygge, men derimod tankerne om det jeg skal igennem. Det er egentlig ikke juleaften, men derimod i julefrokosten.
Særligt julefrokosten fordi, at snapsen overtager familien og alt det som har med jul at gøre forsvinder i takt med at flaskerne med snaps bliver flere og flere.
Og som ædru er det ikke sjovt at være sammen med talende snapseflasker.
Så jeg må indrømme, at det er svært at finde julestemningen frem i år.
Med det er ikke kun ydre ting, som gør alt dette. Det skyldes mest en indre kamp. Der er noget der er ændret. Jeg har jo altid levet med de talende snapseflasker, så det jeg er jo vant til dem. Det har ikke ændret sig. Det er mig, der har ændret sig. Jeg ser tingene anderledes nu.
Måske er jeg træt af de ting jeg oplever, vil gøre mig fri af dem og gøre de ting jeg har lyst til? Ikke at jeg vil udvikle mig til et ego-svin, men derimod lytte noget mere til mig selv, og træffe beslutninger som er gode for mig. Og selvfølgelig sige fra når andre træffer beslutninger, som ikke er gode for mig.
Det sidste bliver svært, men det er nok det, som skal til før jeg finder julestemningen frem igen.
