Forleden fik jeg en forespørgsel på Facebook-chatten. Spørgsmålet gik på, om jeg gerne ville med ind og høre WovenHand på Lille Vega. Øh ja, sagde jeg hurtigt uden at vide, hvad det gik ud på. Men jeg siger ikke nej til at komme ind og høre musik. Og slet ikke, hvis det betyder, at jeg kan udvide min horisont.
I dag kom dagen. Efter en japansk middag på Sukiyaki på Vesterbro gik turen mod Vega. Snart gik WovenHand på scenen. Jeg havde aldrig hørt dem før, ikke en gang et helt nummer havde jeg hørt, men åbnede ørerne og lyttede.
Der var noget ved hans stemme, noget messende, noget religiøst. Jeg havde lidt svært ved at spore mig ind på det, men da én sagde, at der var noget Jim Morrisson over hans måde at synge på, måtte jeg nikke. Musikken var smuk, skabte billeder hos mig. Jeg følte mig i hvert fald svævende over den amerikanske prærie.
Aftenen bød ikke kun på musik, men også en masse snak. Om mine billeder, om skolen, om traktorer, om fugle, om musik, om at arbejde på et behandlingshjem i Hvidovre, om mit navn, om sandheden. Det blev i hvert fald til meget.
Og så blev der også taget nogle billeder.
