Åh, denne weblog bliver min død. Jeg lægger et kæmpe pres på mig selv om at producere indlæg. Derfor kommer jeg ikke seng, jeg sidder bare her foran skærmen. Resultatet er, at jeg er sur når jeg er på arbejde, hvilket så går ud over mine elever. Det gjorde det også i dag. Der var en situation, hvor jeg blev nødt til at reagere. Jeg blev sur på eleven, som blev ked af det, hvor efter det går op for mig, at han handlede i afmagt og frustration. Om jeg havde set det, hvis jeg var super frisk skal jeg ikke sige, men jeg håber da jeg havde reageret anderledes. Det må heller ikke være nemt, når man ikke er god til at sige fra, og formulere at man er sur, når de andre hele tiden driller. Så bliver det hurtigt knytnæven, der taler.
Nu håber jeg bare, at jeg har mere overskud i morgen.
Pas på – det er stærkt vanedannende det bloghalløj..
Åh nej, nu håber jeg bare at jeg bliver 40.