Efter at jeg havde leget bryllupsfotograf tænkte jeg, at jeg ville gå en tur ned af Strøget og op til Nørreport. Hold da ferie, det var klamt. Strøget er jo blevet rigtigt ulækkert med alle de mennesker, og særligt alle de ting som turisterne skal købe. Det var jo uden sjæl.
Jeg havde jo som sagt kameraet med, og jeg håbede da også på at tage nogle billeder, men nej, jeg syntes ikke at motiverne var der. Jeg skal åbenbart andre steder hen før livet stikker sit hoved frem.
Livet stak i hvert fald sit ansigt frem, da jeg ventede på, at brudeparret blev gift. Jeg sad i rådhushallen, og ved siden af mig sad en familie. Jeg tror, faderen til bruden var syg med kræft. Han havde det sgu’ ikke godt, og familien tog sig så pænt af ham. Jeg kom selvfølgelig til at tænke på mig selv for 8 år siden. Det er jo en del af livet.
Jeg tror, at der går lidt tid inden jeg kommer på Strøget igen, der var mange mennesker, men ikke så meget liv.
