Var inde og se ‘…og det var Danmark’ i går, og det er faktisk en glimrende film. Jeg kedede mig i hvert fald ikke. Den var særlig fed fordi jeg kunne huske tiden, hvor jeg var da kampene blev spillet, hvordan jeg oplevede det. Det var jo super fedt.
Efter filmen startede diskussionen om, hvad filmen ville. Den ville sikkert give et portræt af Danmark i den tid, men der var noget mere på spil. Filmen startede lidt overraskende med Hitler og et citat om, at sport er krig bare uden våben. Så sprang den straks videre til fodbolden. Men underlæggende ville filmen noget andet end fodbold. Måske ville den give et bud på, hvad der kunne samle nationen, nemlig sporten (fodbold). Men der var noget med Tyskland i filmen, at vi altid har været de små i forhold til kæmpen mod syd.
Helt historisk så stammer meget af vores nationalisme fra relationen til Tyskland. Vi har før tabt krige til tysken, og var det ikke Dalgas der sagde noget med, at hvad udad tabes, må indad vindes. Og måske kørte filmen lidt på dette. Vi snakkede faktisk om, at Tyskland altid har haft en finger med i spillet, når danskerne samlede sig om flaget. Nederlaget i 1864, 2. verdenskrig og da vi vandt EM i 1992. Har vi været mere samlet som nation?
Filmen fik i hvert fald mig til at tænke over, hvad der samler os som nation? Er det virkelig kun sporten? At når vores land vinder, så bliver vi stolte af vores nation og føler os danske. Eller er der andre ting, udover sprog og flag, der holder os sammen? Jeg har svært ved at se det.
Men filmen kan anbefales, både hvis man gerne vil opleve dynamitperioden fra 1984 til 1992, men også som et historisk dokument.
