Det er lidt sjovt, som støtten til strejken i det offentlige hurtigt kan vende. I morgen begynder pædagogerne deres strejke, og jeg hører ikke andet end forældre som brokker sig over, at de ikke kan få passet deres børn. Hvor forsvandt sympatien lige hen?
Men de burde være glade for, at der er nogle som kæmper for det offentlige. For hvis ingen vil arbejde i det offentlige, hvem skal så passe børnene, de syge, de gamle, hvem skal passe på samfundet og hvem skal lærer børnene at læse?
Det private?
Skatten kunne i hvert fald nok blive sat ned, hvis det private overtog en masse opgaver fra det offentlige, men de penge man sparer på skatten går nu bare til et firma. Og er det ikke bedre, at pengene går til det fælles bedste frem for et firmas bedste?
