Nærheden går mig på. Jeg kan ikke håndtere den særligt godt, kan mærke at jeg blive utrolig sårbar, når jeg giver slip, og lader mennesker komme ind bag facaden. Så kunne jeg selvfølgelig sige til mig selv, at det er fedt, at jeg lever, at jeg føler. Problemet er bare, at jeg føler sårbarhed og det er desværre ikke en følelse jeg særligt godt kan lide.
Derfor kører hjernen stadig rundt i, hvad jeg så skal gøre. Lige nu har jeg mest lyst til at sige, at jeg vil vende tilbage til det gamle, hvor menneskerne er lidt fra mig, aldrig helt tæt på. Det ønsker jeg bare ikke, jeg ønsker en forandring, men jeg er stadig i tvivl om, hvordan det vil ske. Måske skulle jeg bare lære at leve med min sårbarhed, acceptere den som grundvilkår. Det er bare svært, når jeg aldrig rigtig har lukket op for denne sårbarhed, nærhed.
