Forleden da jeg skulle ned for at handle, mødte jeg en beboer i opgangen. Beboeren var en gamle dame, som havde svært ved at gå op af trapperne. Jeg spurgte om jeg kunne hjælpe, men det var ikke nødvendigt.
Et par dage senere mødte jeg en pårørende til den gamle dame, ligeledes i opgangen. Jeg sagde, at de endelig måtte sige til, hvis der var noget jeg kunne hjælpe med. Det var der styr på. Problemet var, at de havde søgt om plejehjem til den gamle dame, men der var vist ikke noget at få. Jeg kunne høre på den pårørende, at familien var presset. At de gjorde meget for at hjælpe, men der skete ikke rigtig noget. Og den gamle dame hun gjorde jo heller ikke som de sagde.
Selv om hun havde svært ved at gå, så var der ingen der skulle holde hende inde. Hun kæmpede sig ned for at købe ting, og hjem igen. Sådan er der nok mange gamle der har det. At de stadig selv kan gøre tingene, at de ikke kan stoppes. At de stadig vil livet.
Det må ikke være sjovt, når man gennem et helt liv har kæmpet, arbejdet, levet og så pludselig kun kan sidde i sin lejlighed. Alle ting bliver ordnet for én. Da jeg mødte den gamle dame, havde hun ikke været ude i en måned. Det er lang tid i en lejlighed.
Jeg fik ondt af den gamle dame og hendes familie. Familien prøver at gøre tilværelsen lettere for deres pårørende, imens den gamle dame prøver at have en tilværelse. Alderdommen er skræmmende.
