Jeg har det som om , at jeg bevæger mig ind i fjendeland i disse dage. Eller i hvert fald ukendt land. Jeg prøver at hjælpe en elev, som har det lidt svært, men eleven vil ikke helt fortælle noget. Eleven holder fast i sin historie, da elevens verden ellers ville bryde sammen. Sådan oplever jeg det i hvert fald.
Det er jo lidt på grænsen til terapi, hvilket jeg ikke er uddannet i, men jeg skal jo prøve noget. For jeg vil godt hjælpe eleven. Men jeg skal indrømme, at jeg føler mig ude på dybt vand. Det er jo ikke meningen at eleven skal falde fra hinanden. Det skal helst gå den anden vej.
