Forleden underviste jeg nogle kommende lærerstuderende, og jeg fik et spørgsmål som jeg har tænkt lidt over siden. Hvorfor var jeg lærer, hvad gjorde at jeg var glad for jobbet? Jeg er glad for jobbet, og jeg vil gerne give noget tilbage. Spørgsmålet som derefter dukkede op i mig handlede om, hvad jeg skulle sige til de studerende, så de så frem til lærerjobbet med lidt større ro end de gør nu. Det er helt klart ansvaret som de er nervøse for. De studerende jeg underviste ville gerne ud i jobbet, men der er stadig mange faktorer som de var lidt usikre på.
Det handler om alt det, som de ikke lærer på seminariet. Hvordan indstiller man et barn til psykolog, hvem henvender man sig til, når barnet ikke kan læse, når der er problemer i familien, hvordan planlægge man lige et forældremøde osv. Det er sgu’ svært, da alle disse ting ikke står i en bog, og fordi det er meget forskelligt fra kommune til kommune.
Jeg må tænkte lidt videre, så disse studerende vender tilbage til folkeskolen efter seminariet med en masse energi. Eleverne har brug for det.
Alle har vel forskellige forventninger? Forventningerne kan jo også rykke sig fra tid til anden? At lave en universel-forklaring vil jo kræve universelle mennesker
Jeg er selv forholdsvis nyuddannet, og er indtil videre ikke blevet træt af at høre svar på lige netop dette spørgsmål. Jeg tror mange spørger fordi de vil høre hvorfor lige netop DU kan li’ at gøre det du gør, knapt så meget som det er for at få en grund til selv at gøre det (måske er det i virkeligheden en kombination). Under alle omstændigheder, så tror jeg at dine studerende hellere vil have et ærligt svar, end et udtænkt standard-svar..
Jeg aner intet om hvordan tingene er skruet sammen til “nye” lærere, og måske er det her man skal tage fat? På min arbejdsplads har vi følge-perioder (hvor den nystartede simpelthen er uden for “normeringen”) og vi snakker om at få integreret en mentor-ordning. Jeg tror (og håber) at det vil få en masse spørgsmål frem, både fra nystartede kollegaer og dem der har været der længere tid (og vanerne er begyndt at sætte sig).
Hvis du endelig vil vide det, så kan jeg godt li’ mit nuværende job fordi menneskerne er søde, fordi jeg føler jeg gør (og har indflydelsen til at gøre) en forskel for dem jeg er sammen med, jeg syn’s jeg er god til det, og fordi det får mad på bordet
Hvis du spørger mig igen om 5 år ser det nok anderledes ud. Der er også den mulighed at årsagerne forandrer sig når man tænker over det…?
Rolf