Livets sorger minder mig om min skrøbelighed. Min fars kone er på hospitalet igen med en mindre blodprop. Jeg kan mærke at jeg bliver slået lidt ud af kurs. Jeg mister mit fokus, arbejdet bliver ligegyldigt, det handler om et liv. Jeg bliver bange for at se hende, da jeg frygter at hun falder om. Bang – død! Det skal bare overvindes, da jeg ikke skal frygte døden – den skal ses i øjnene.
Hendes indlæggelse minder mig også om min alder. 35, snart 36, og at jeg skal til at indstille mig på flere sorger. Jo ældre man bliver jo oftere kommer man til at høre om sorger. Det minder mig også om, at jeg skal dø en dag. Og at jeg måske skal til at tænke mig lidt om, så jeg ikke forsvinder her fra alt for tidligt. Nu forstår jeg bedre hvorfor mange omkring de 40 år begynder at løbe, spise sundt. Det er fordi de gerne vil udsætte døden, hvilket jeg godt kan forstå. Eller formuleret lidt positivt, så vil de gerne leve livet.
Det vil jeg også gerne…
