Man søger vel hele tiden forklaringer på, hvorfor tingene er som de nu er. Jeg tænker i hvert fald tit over mine relationer, og en af årsgerne til, at jeg ikke involverer mig 100% i nogle relationer er nok smerten ved at miste. Ved ikke at involvere mig kan jeg hurtigt komme videre, smerten ved tabet rammer mig ikke, og livet fortsætter som intet var hændt. Sådan ville jeg gerne ønske det var, særligt i de situationer, hvor jeg bliver mindet om, at jeg faktisk har følelser for andre mennesker.
Jeg har det med at brage ind i de der “relationer” og blive så trist, når det var for indbildt eller nogen synes, at jeg er for meget.
..du fandt ordene til det jeg tænker – jeg tror bare ikke jeg synes det er en rar situation at være i, trods alt – så hvordan kommer man ud af det mønster?
“Ved ikke at involvere mig kan jeg hurtigt komme videre, smerten ved tabet rammer mig ikke, og livet fortsætter som intet var hændt.”
Som du har gennemskuet, er livet ikke sådan. Man kommer ikke videre, for man har aldrig været i gang. Smerten rammer ikke, den bliver bare konstant i stedet og livet fortsætter ikke, for det er gået helt i stå.
Så med alt det skrig og skrål, der følger med, synes jeg ikke, jeg har andet valg end at involvere mig, selv om jeg godt kan genkende dine indvendinger.