I dag har Thor udtalt at de offentlige medarbejdere tjener fint. Det har i dagens løb givet lidt ballade. Spørgsmålet er ikke så meget om lønnen er fin, men om hvorfor Thor siger sådan noget. Den mest åbenlyse årsag skal nok findes i de kommende forhandlinger om løn. Så er det vigtigt for Thor, at sige at der ikke er plads til de store lønstigninger, da lønnen jo er fin. Godt forsøgt, men jeg tror ikke at det virker.
Desværre tror jeg faktisk at denne bemærkning i dag i Politiken kan give Thor og regeringen problemer senere. Regeringen vil jo gerne lave en kvalitetsreform, og der tror jeg at løn bliver et vigtigt område. Er lønnen ikke god nok, så skal regeringen ikke regne med, at det bliver nemt at skaffe arbejdskraft til det offentlige. Også selv om at de prøver at forbedre den offentlige sektor på mange andre måder.
Personligt vil jeg ikke klage over min løn, men for mange mennesker betyder pengene rigtigt meget. Derfor søger mange også de jobs, hvor pengene er. Skal Thor derfor holde på medarbejderne i det offentlige, så bliver han også nødt til at kigge på lønnen. Så jeg tror at Thor må til lommerne, men kommentaren i dag er nok et udtryk for at han helst vil holde på pengene.