Jeg ryster… Jeg har altid sagt, at lidelsen kun er et telefonopkald væk. I dag ringede telefonen.
Min far er kommet på hospitalet. Ifølge min fars kone skulle det ikke være så alvorligt, men jeg må indrømme, at jeg ikke er helt rolig. Særligt når han har haft hjerteproblemer før. Jeg kunne ikke helt finde ud af om denne indlæggelse havde noget med hans hjerte at gøre.
Jeg håber virkelig ikke, at det er alvorligt. Lige nu er det uvisheden, at jeg ikke ved noget særligt, der gør mig urolig. Uvisheden er det værste. Nu må jeg vente…
Jeg sender ham i hvert fald alle mine tanker.
