Det meste af lørdagen brugte jeg som fotograf til et bryllup. Min kammerats lillesøster blev gift, alle var glade. Ja, faktisk også mig. Jeg gik og hyggede mig med at tage billeder. Min kammerat og hans familie er japanere, og virker på mig ret danske. Men under brylluppet blev jeg alligevel lidt overrasket over den forskel der kunne være mellem et dansk bryllup og et dansk/japansk bryllup. Der var selvfølgelig ikke de meget store forskelle, hvor samtlige danske gæster gik hjem med en meget mærkelig fornemmelse. Den forskel, som jeg lagde mærke til, handlede faktisk om talerne.
Brudens far var den første der talte. Hans tale var på japansk, og jeg må indrømme, at jeg ikke forstod meget. Senere skulle brudgommen tale, og jeg glædede mig lidt, da jeg forventede store følelser og romantik. Jeg blev meget skuffet. Brudgommens tale var faktisk ikke til bruden, men til alle. Det var mere en tak til familien, gæsterne og alle dem som hjalp til. Jeg sad og tænkte hvorfor nu det – var manden blottet for følelser? Jeg hev straks fat i min japanske ven.
Efter samtalen med ham faldt jeg ned igen. Det var kulturen, der gjorde forskellen. I Japan taler man til familierne i stedet for brudeparret, så parret er klar over, at de er en del af noget større. Min ven fortalte, at faderens tale ligeledes handlede om, at det ikke kun var en ny start for brudeparret, men også for familierne. Det var jo lidt interessant.
Og var brudgommen nu blottet for følelser? Nej, men i talerne viser man dem åbenbart ikke, i hvert ikke på den måde jeg kender til. Og ja, brudeparret virkede meget glade for hinanden.
