Hjemme igen efter en uge i Berlin. Jeg synes stadig, at Berlin er en fantastisk by, men jeg kan stadig ikke helt placere hvorfor. Måske er det fordi Berlin er en by, der er på vej op. Jeg tror, at Berlin er en kriseramt by, hvor der er mange arbejdsløse og andre problemer. Jeg ser ikke disse totalt smarte mennesker, som jeg tit ser i København og omegn. Nej, det virker som om, at berlinerne er mere nede på jorden. Måske tager jeg fejl…
Berlin er dog allerede i topform, når det handler om kulturen. Skulle man se alt den kultur der er i den tyske hovedstad, blev man nødt til at bosætte sig i Berlin. Jeg må indrømme, at mit fokus har været 2. verdenskrig og den kolde krig. En stor bygning fyldt op med malerier, det ville nok kede mig, men mindre at det var børn i Treblinka, som havde malet deres rædsler.
Som tidligere skrevet besøgte jeg det jødiske museum og særligt holocaust-tårnet i bygningen gjorde et stort indtryk. Det var særligt for mig, da jeg har læst meget om holocaust og nærmest mistet troen på noget godt i menneskeheden. Troen på menneskeheden var jeg delvist fået tilbage, men det en meget særlig oplevelse at sidde derinde. Jeg nærmest tømte hovedet og jeg må indrømme at tårerne var tæt på. Dog ikke kun pga. holocaust. Og det var vildt at se de tykke bøger med tyske ofre for holocaust, særligt at se deres navne.
Disse endeløse rækker af navne, hvor så utroligt mange var gået bort .
Jeg skulle selvfølgelig ende opholdet i Berlin med et besøg på holocaust-mindesmærket. Og selvfølgelig skulle jeg da lige have udstillingen med. Der var tårerne tæt på igen. Jeg har set billederne, har læst om livet i lejrene så der skal noget til at påvirke mig – troede jeg. Et af rummene på museet indeholdte en masse breve fra døde, fra personer som ikke overlevede holocaust, men fik alligevel sendt brevene af sted. At høre disse breve blive læst højt, samtidig med at jeg kunne kigge på en række af lande med antallet af dræbte. Der var tårerne tæt på. Det var også stolthed over Danmark. Ved Danmark stod der 116. Nazisterne fangede kun 116 jøder i Danmark. Det gjorde mig stolt, da Danmark en gang var et sted, hvor man hjalp hinanden. Jeg ved, at det var en tysk officer, der spredte ordet om en aktion mod de danske jøder, men det var danskerne som gemte og smuglede de mange jøder ud af landet.
Efter sådan en gang kom mistroen til menneskeheden op i mig igen. Jeg kan slet ikke forstå, at mennesket kan være sådan. Jeg vandrede lidt rundt mellem stenene. Alt var lidt ligegyldigt.
2711 betonelementer udgør mindesmærket for folkemordet på jøder i Europa. Og det mindesmærke har altid fået mig til at tænke, hvordan det kunne have noget med udryddelse af jøderne at gøre. Jeg fattede det bare ikke. Og jeg ved ikke helt om jeg stadig gør dig, men jeg har læst mig til en forklaring. Elementer har som sådan ingenting med folkemordet at gøre, der er ingen symbolik. Derimod handler mindesmærket om den måde vi går til tingene på. Med dette mindesmærke har man forsøgt at gøre det op til den enkelte at finde rundt i mindet. Der er derfor ikke én måde, men mange måder hvorpå man kan angribe holocaust. Det er op til den enkelte. Det er jo faktisk meget smart tænkt. Mindesmærket her anerkender derved at der kan være flere fortolkninger af folkemordet, og ikke bare én.
Efter turen ved mindesmærket måtte jeg lige hen til et ikke så officielt mindesmærke, hvis jeg må skrive det. Det er nemlig ikke lang tid siden, at Berliner Unterwelten opsatte en tavle til minde om placeringen af Fuhrerbunkeren. Faktisk ligger Fuhrebunkeren ikke langt fra mindesmærket for folkemordet på jøderne. Hvor Fuhrerbunkeren lå, og hvor Hitler mødte sin skaber, ligger i dag en parkeringsplads og en boligblok.
