Tidligere her til aften så jeg et program på svensk tv4. Det hed vist krigen i farver, og var en masse farvefilm med tilhørende citater fra mennesker som havde oplevet krigens rædsler. Klippet jeg så handlede om krigen mod Japan. Som sejrherre var det jo amerikanerne og andre som skrev historien efter krigen. En historie som fortalte om japanernes og tyskernes grusomheder mod menneskeheden. Dem var der rigtig mange af.
Vi glemmer bare de grusomheder vi selv, eller amerikanerne gjorde. Et klip i programmet fortalte om amerikanernes bombning af Tokyo natten mellem den 9. og 10. marts 1945. Amerikanerne sendte 334 B-29 ind over byen. De smed deres last, som mest bestod af brandbomber. Omkring 17 kvadratkilometer af byen blev reduceret til aske, mellem 80000 til 200000 mennesker blev dræbt.
Vi hører måske om det, men så er det nok som en retfærdig handling. At denne handling var nødvendig for at skabe fred. Måske, måske ikke – men i mit hoved var det terror. Det kunne være lidt fedt, hvis vi faktisk fik hele historien frem i lyset. Og at vi pillede denne retfærdighedssnak væk, og kiggede på handlingerne. Der er intet retfærdigt i at slå ca. 100000 mennesker ihjel på en nat.
