Et sted i Jylland sidder der en familie i dyb sorg. Sønnen er blevet dræbt, da han togsurfede. Det er trist.
Jeg er ked af det, men det er sgu’ ikke særligt klogt at sætte sig på et tog under kørslen. Hvad mon knægten tænkte på? At det var den eneste måde han kunne føle livet på? Måske, det har man hørt om før. At livet vi lever er så beskyttet, at vi ikke kan mærke, at vi lever, og derfor bliver nødt til at lave vilde ting, hvor livet er nærværende.
Det er en trist historie.
