Jeg er igen begyndt at modtage Weekendavisen, og jeg synes altså at det er en super avis. I dag kunne jeg læse en artikel om demokratiet, som ramte mig. Særligt følgende passage. Artikel var et interview med forfatter Lene Andersen.
- Hvad er demokratiets største trusler nu?
Mangelen på dannelse. Det er fundamentalt for et demokrati, at samfundet består af individer med viden. Diktatur kan vedligeholdes med en diktator i toppen af pyramiden, der truer resten til at makke ret. I demokratiet skal alle tage ansvaret på sig, alle skal ville det. Men desværre er vi udsat for et dannelsestab i vores generation. Konsekvensen er, at vi tager demokratiet som en selvfølge og ikke ser, hvad der kræves for at opretholde det. Dannelsestabet gør det svært at opretholde en nuanceret debat. Og så er der dovenskaben, den demokratiske dovenskab. I de intellektuelle miljøer diskuterer man politik, kultur, holdninger, men når jeg er sammen med ikke-intellektuelle, handler det kun om friværdi og fladskærme og dingenoter. (WA 3. maj 2007)
Jeg kan kun give Lene Andersen ret. Vi skal passe på, at vi ikke blive demokratiske dovne og lader magthaverne træffer beslutninger uden en debat. Jeg ved, at jeg ikke selv stikker så dybt, andre er meget bedre, men det er vigtigt, at vi søger debatten omkring vores samfund. Vi skal ikke altid tænke på friværdi. Vi skal blande os, råbe højt, tage stilling i dette vi kalder demokrati.
Kære Morten,
jeg forstår godt, at de ord rammer dig – de rammer også mig. Dog er der jo en diskussion igang for tiden, der handler om dannelse, men Lene Andersen har vel ret, når hun siger at diskussioner om holdninger, demokrati, værdier og altså efter min mening også dannelse, er noget, der finder sted blandt intellektuelle?
Selv har jeg da en rem af huden. Jeg har en tendens til at vende mig mod mit personlige og private liv, selv om jeg ved at det faktisk også er et politisk valg. Det personlige er politisk eller hvad de sagde i 70′erne?
Jeg tror det er alment menneskeligt, men ikke desto mindre, dybt problematisk, at vi vender os indad mod os selv, og det vi mener at kunne magte, det mindre komplekse, det banale og flade fladskærmsagtige.
I vores husstand går diskussionen lige nu på, hvilken ny computer vi skal have, nu hvor den gamle er brudt sammen. Gud ske lov at vi også har en bærbar, for hvad skulle vi dog gøre uden!?
Selv om det afspejler en vældig rigdom, afspejler det på sin vis også en form for fattigdom.
Vi holder ikke længere avis, da vi simpelthen ikke har tid, og ja det kan da lyde som en dårlig undskyldning – men vi har en to-årig og to fultidsjobs.
Jeg ville gerne, at jeg kunne magte mere, vide mere, gøre mere end jeg kan. Jeg griber mig selv i at tænke: Heldigvis er jeg uddannet bibliotekar, heldigvis kan jeg lide at læse, heldigvis bebor jeg den vestlige hemisfære, hvor de fleste af os kan vælge at vælge, og vælge at vide og være dannede.
Her i husstanden er vores mest politiske valg vist, at vi ikke har bil.
Lige nu fik jeg lyst til at holde Weekendavisen, gad vide om jeg kan nå at læse den – den kan måske bo ude på toilettet, så kan det være den bliver læst i løbet af ugen.
KH Kristine.