Columbine

Har lige set et program om de to unge mænd som skød og dræbte en masse mennesker på Columbine High School i USA. Så afgjort var det et portræt af to drenge, som var helt gal på dem. Programmet viste, at disse to var psykopater. Til sidst i udsendelse bliver der spurgt, hvordan de kunne finde på at skyde deres kammerater? Jeg skal ikke give svaret, men jeg synes, at der i programmet var et alt for stort fokus på individet. Vi bliver jo til i relationer.

På et enkelte tidspunkt bliver der vist et klip, som Harris og Klebold, de to drabsmænd, selv havde optaget. De går på gangen i skolen, og da der kommer en flok sportsfyre i mod vælger de at holde deres kurs. Resultatet var, at den ene fik en albue. Det blev fortalt, at sådan var det nærmest hver dag. Hvis man bliver behandlet som skidt, som behandler man også andre som skidt. Derfor tror jeg ikke, at de to drabsmænd har anset mange for at være deres kammerater og derfor var de måske nemmere at skyde.

Nu er der mange, som er blevet drillet i skolen, og som ikke har slået en hel skole ihjel, men det er sgu’ vigtigt, at vi holder øje med, hvordan vi som samfund behandler hinanden. Vi er et produkt af det omkringliggende samfund, og hvis det er dårligt, så er det er en risiko for, at vi gør dårlige ting.

Der er sikkert mange forklaringer på, hvorfor de to drenge gik amok. Ikke at forklaringerne giver livet tilbage til de døde, men ved at søge forklaringerne kan man måske undgå det i fremtiden. Det kræver bare, at vi ikke kun fokuserer på drabmanden, men også på det samfund han er blevet skabt i.

Dette indlæg blev udgivet i Livet. Bogmærk permalinket.

Der er lukket for kommentarer.