Kulturkampen

Jeg har igennem lang tid forsøgt at komme i gang med ‘Civilisationernes sammenstød’. Nu er jeg endelig kommet i gang, og selv om bogen er skrevet i 1996, så kan den faktisk give et billede af virkeligheden i dag. Bogen går kort ud på, at det i fremtiden er kulturer der støder sammen frem for ideologier. Bogen deler verden op i store 5 civilisationer. Vesten, kinesisk, Islam, ortodoks og hinduistisk. Det er disse kulturer som i fremtiden vil støde sammen. De 4 civilisationer har en kernestat, som er toneangivende for kulturen. Som medlem af en civilisation går man ikke i mod sin kernestat. Vesten har USA, den kinesiske har Kina, den ortodokse har Rusland og den hinduistiske har Indien. Islam har ingen kernestat. Og det er i mine øjne et problem.

Baggrunden for dette indlæg skyldes, at den iranske præsident forlanger en undskyldning af Storbritannien, for at deres soldater har sejlet ind i iransk farvand. Hvis de altså har gjort det. Jeg ser den iranske opførelse som et forsøg på at blive en muslimsk kernestat, altså en stat, som de andre stater ikke siger i mod. Der er lang vej, men giver englænderne en undskyldning vil vesten se meget svage ud i den muslimske verden. Iran vil blive den helt store vinder.

Nu er jeg ikke ekspert, men jeg tror at der i den muslimske verden er en kamp om at være kernestat. Under Muhammedkrisen var det Egypten, som forsøgte at være toneangivende. Spørgsmålet er om der kommer en stat, som er stærk nok til at blive kernestat. Bogen, jeg læser, tvivler lidt. Derfor kommer der så mange forskellige signaler fra Mellemøsten, der er ingen styring.

Men for at vende tilbage til sagen mellem Iran og England, så kan jeg slet ikke forstå iranerne. Det er dem, som har mest at juble over i forbindelse med Irakkrigen. Deres magtområde er vokset ret så meget, de burde faktisk takke vesten. De kan med denne sag og deres atomvåben ødelægge det, som de faktisk har fået af vesten. Nemlig en større magt i område.

irakstorbnet_180923c.jpg

Måske hænger episoden også sammen med, at amerikanerne har fanget 5 iranere inde i Irak, som amerikanerne mener har hjulpet irakiske oprørsgrupper. Det kan være, at Iran mener, at de nu har en forhandlingssituation. Ellers handler det, som flere medier hævder om at fjerne fokus på Irans våbenprogram. Og det våbenprogram handler netop om magt, om at blive kernestat.

Om det handler om det ene det andet, så skal 15 englændere ikke være brikker i et storpolitisk spil. De politikere burde sætte sig ved bord og begynde at snakke. Dialogen er altså stadig vejen frem.

Dette indlæg blev udgivet i Bøger, Nyheder, Politik. Bogmærk permalinket.

Der er lukket for kommentarer.