Jeg har i dag været til et SSP-arrangement med min 5. klasse. Temaet handlede om attitude, og hvor lidt der skal til før, at vi kan ændre os fuldstændig. Jeg håber virkelig, at mine elever fik noget ud af det. Det var nemlig fedt. Det fede var at se elevernes smil, høre deres grin og betragte gløden i deres øjne. Det kommer ikke af sig selv. De havde en hel fantastisk underviser, som havde dem i sin fulde magt. Sagde han at de skulle hoppe, så spurgte de nærmest om hvor højt.
Her var der en underviser, som virkelig brændte og troede på det han lavede. Han var meget god til de børn, som der nærmest ikke er plads til i folkeskolen, nemlig de børn som har en diagnose, som ikke kan koncentrere sig. Han lærte dem lidt om kropssprog, attitude og at være i balance med sig selv. Ved hjælp af et håndtryk kunne han se og mærke om de hvilede i sig selv. Og som elev sagde, så kunne han nærmest læse tanker. Så er man en god menneske-kender. Det skræmmende var, at ud af 20 drenge-elever, var der 3, som denne underviser mente var i balance. Der er ikke mange. Hvad skete der lige med resten? Det er mange børn som ikke er i balance.
I ferien vil jeg læse i det undervisningsmateriale, som jeg fik, og se om jeg kan bruge nogle af hans teknikker.
