En samtale i dag gjorde mig opmærksom på en ting, som jeg har vidst i meget lang tid, men aldrig sådan har sproglig gjort. Jeg kan egentlig bedst lide mennesker som spiller med åbne kort, som giver klar besked. Jeg kan nemlig ikke finde ud af at tyde alle de små spil for galleriet. Jeg skal have noget jeg kan forholde mig til. Alt andet gør mig sindssyg.
Jeg vil nemlig gerne vide, hvilken hest folk spiller på. Jeg bliver nemlig mavesur, hvis jeg skal gætte. Der er andre som er meget gode til at spille på flere heste, som nyder det (måske er de deltagere i Paradise Hotel), men jeg finder dem lidt falske. Desværre er det stadig kun børn og fulde mennesker, vi skal høre sandheden fra. Vi andre har stadig meget at lære.
