Jeg lader mig åbenbart lige for tiden påvirke af kommentarer fra ældre medborgere. Tidligere i dag da jeg havde haft undervisning i 6 timer, uden mad, spiste jeg en Mars. Det blev kommenteret af en mand på omkring de 70 år eller mere, at det ikke var sundt at spise den slags.
Jeg sagde selvfølgelig min standard bemærkning, at vi levede en gang og vi skulle nyde livet nu. Ja, sagde han, men jeg ville betale prisen senere. Jeg svarede ikke rigtig på den bemærkning. Den bevægede sig langtsomt længere ind i min hjerne, hvor den stadig befinder sig.
Hvorfor skulle en kommentar fra en mand på over 70 overhovedet give mig bekymringer? Netop fordi det er en person, som ved hvad han taler om. Hans krop er begyndt at gøre ondt, han skal måske spise mange piller osv. Derfor var der vægt bag hans kommentar.
Desuden er jeg blevet ramt af en lille frygt for at dø. Eller det er ikke så meget det at dø, men frygten for at dø i ensomhed, der gør at jeg måske tænkte lidt mere over denne kommentar. Det er artiklen fra Berlingske, som stadig påvirker. Jeg må indrømme, at jeg godt kan frygte at skulle dø uden, at nogen græder en tåre for mig. Og hvad har det med en Mars at gøre? Det er måske indtagelsen af en Mars som i sidste ende, gør en ende.
Morten, for fanden. Slå koldt vand i blodet – den ældre velmenende herre har sagt sådan de sidste 50 år. Giv din indre livsnyder plads – masser af plads. Og få dødsangsten til at blive din ven. Jeg mener, når vi nu ved, vi skal dø, så er det da med at give den gas, mens vi er i live. Ok, det lyder banalt, men hellere dét end spise knækbrød til jeg bliver 102 ;o)