Dagen har været stille. Det er blevet til en tur på vaskeriet, og ellers tid til eftertænksomhed.
I Berlingske Tidende i dag læste jeg en artikel om Poul Erik Pedersen, en mand på 58 år, som blev fundet død på Amager Strand. På avisens forside var der Poul Eriks dødsannonce, hvor i der stod, at man manglede pårørende. Jeg har altid tænkt, at alle måtte da have nogen. Artiklen handlede om de mange, som dør ubemærket, som har mistet kontakten til familien, vennerne. Grundene kan være mange, men det er alligevel trist, at ingen tårer bliver grædt over et menneskes bortgang.
Det får mig til at tænke på noget en præst skrev – hvor kan jeg ikke huske – at det mest nedslående ved en begravelse var, når der kun var kisten, præsten og graveren tilstede i kirken. Jeg kan huske, at præsten ligeledes skrev, at der blev flere af den slags begravelser i Danmark. Tænk, at det kan lade sig gøre i vores samfund. At mennesker går bort uden, at der kommer nogen til begravelsen. Det er meget nedslående.
I artiklen fra Berlingske gik det dog ikke så slemt. Søsteren og broderen læste dødsannoncen og kontaktede Københavns kommune. Der var 8 til begravelsen. Poul Erik Pedersen havde dog kontakt med sin familie en gang i mellem. Især omkring jul ellers ville han helst være i fred.
Tankerne stoppede ikke med det. I denne uge har der været meget fokus på, hvordan vi behandler vores udviklingshæmmende. Dags Dato kogte videre på suppen i dag og havde fundet et nyt sted. Det fik mig til at tænke. Mon vi ikke en gang i mellem burde stoppe op og kigge på, hvilke forhold de professionelle arbejder under. Jeg er ikke ude på at forsvare de professionelle i disse sager, de har gået over stregen. Men hvor mange gange kan et menneske, professionel eller ej, tåle at blive kaldt grimme ting. Jeg har hørt fra folk som har arbejdet som hjælpere på institutioner for udviklingshæmmede, at de blev overfaldet af patienterne osv. Hvor meget skal de professionelle kunne tage i mod?
Alt, vil nogen sikkert mene. Men de professionelle er ikke roboter, men derimod mennesker. Derfor kunne det være, at man burde kigge på de arbejdsforhold som de professionelle arbejder under. Mangler der ressourcer, mandskab, er der lange vagter, dårlig ledelse, dårlig uddannelse osv. Der er mange faktorer der spiller ind.
Vi kan ikke kun pege fingre af de ansatte. Det er nok hele systemet, der skal til eftersyn.
Men har vi overhovedet tid til at tænke på de ensomme, de udviklingshæmmede og alle de andre derude?
