Når man nu i tide og utide får indsigt i sig selv, hvad er det så lige man kan bruge det til? Skal man forandre sig eller skal man bare acceptere det? Jeg ved det ikke. Sætningen om, at jeg ikke kan håndtere nærhed i større omfang kører stadig rundt i hovedet. Min eneste konklusion lige nu må være, at der have været noget nærhed som en gang er gået galt. Måske mine forældres skilsmisse. Jeg ved det ikke.
Men det har jo stadig konsekvenser for mig. Har lidt svært ved at være sammen med mennesker, hvis jeg ikke kan gå min vej. Går nok ikke ind i mine relationer med 100%, hvilket er totalt trist. Og hvad så nu…? Det er sgu’ ret problematisk, at jeg ikke kan have nærhed i større omfang. I de dybere lag af min hjerne må nærhed betyde risiko for smerte, og skal jeg overleve, tænker hjernen, så er det bedst aldrig at lade andre komme for tæt på.
Hmmm…. og hvad så nu….?
Kernen er og bliver kernen; en ophobning af erfaringer, der altid vil være det filter, man kigger på verden igennem. Det kan man nok aldrig løbe fra.