Det er utroligt, hvad en Ipod kan lave af ballade. Det hele startede da min Ipod Nano pludselig ikke ville godkendes af Windows XP. XP kunne godt finde noget, men det var en ukendt enhed. Det sjove var jo, at lige inden XP starter op, hvor computeren lige tjekke ram osv, der kunne computeren godt finde Ipoden. Jeg skifter USB-port op til hele gange, men der sker ingenting. Nu begynder jeg jo at blive desperat. Jeg kan jo ikke klare mig uden min Ipod. Jeg prøver forskellige ting, gen-installerer XP, men lige meget hjælper det. Desperationen stiger til mit hoved, læser på nettet at man skal lave en helt ny installation af XP. Det prøver jeg.
Det var ikke klogt. Nu gik min computer helt i sort. Lavede fuldstændig rod i mit mappesystem, gjorde programmer ubrugelige, og der sad jeg og hev mig i håret, og havde en stor ubeskrivelig lyst til at smide min Ipod af helvede til. I går tog jeg beslutningen at jeg ville slette min harddisk og starte forfra. Dagen gik med at lave sikkerhedskopier. Senere da jeg skulle slette harddisken måtte jeg igen hive mig i håret. Det kunne jeg ikke lige hitte ud af. Det lykkedes dog til sidst, og nu er jeg endelig færdig med at installere og gøre min computer frisk igen. Og nu skal den Ipod til lægen!!
Åh, jeg burde sidde og tænke på, hvordan jeg kan undervise en 6. klasse i naturvidenskabelig arbejdsmetode. Jeg gider bare ikke. Det kan udvikle sig til et problem, særligt i morgen mellem 12.15 – 13.45. Lige nu har jeg helt andre problemer. Mine problemer handler om jeg skal tage med i morgen, tage med til 
Det er lidt fedt at snakke med amerikaneren, fordi han ikke er sovset ind i alt det danske. Han kan se tingene lidt udefra. Det er altid rart at få lidt perspektiv på tingene. Noget som han sagde var lidt tænkevækkende. Nemlig at danskerne var ret arrogante, og havde en ‘vi-har-nok-i-os-selv’-indstilling. Jeg måtte desværre give ham ret. I disse dage er vi ret navlepillende.
Hmmm, jeg skal bo på McDonalds, når jeg bliver gammel. Det har vist sig, at deres 