Pegefingeren

Jeg måtte tidligere i dag sidde lidt lammet foran computeren og læse at en 32-årig mand har slået en tilfældig mand ihjel i København. Og at den 32-årige er gået fuldstændig amok og nærmest skåret hovedet af denne uskyldige englænder. Man kunne tro, at det onde alligevel kiggede forbi på denne dag, hvor tallet 666 og Satan har været lidt i centrum. Sagen er virkelig uhyggelig. Og hvad gør vi nu, lille du?

Læner vi os tilbage og tænker, at endnu en sindsforstyrret person er gået amok, og at det kan vi ikke gøre noget ved? Eller siger vi til os selv, at der er noget galt med det system, som skal behandle disse mennesker. Det sidste kan vi gøre noget ved. Jeg synes efterhånden, at jeg er stødt på mange sager, hvor det er økonomien der styrer, og derfor bliver der ikke tid til at undersøge sagen ud fra et menneskeligt synspunkt. Kunne man måske bedre hjælpe, hvis man kiggede på de menneskelige konsekvenser i stedet for de økonomiske?

Jeg har utroligt svært ved at skrive i disse dage. Jeg ved ikke helt hvorfor, men jeg bliver meget rastløs, når jeg sidder foran skærmen. Får hurtig lyst til at smadre skærmen og smide tastaturet af helvedes til. Verden er mig ligegyldig, la’ dem dø i Irak og alle andre steder – det er mig ligegyldigt. Jeg har bare lyst til at forsvinde. Jeg tror godt, at motoren kunne bruge lidt olie, så den kunne komme til at køre lidt bedre.