Pegefingeren

Satans! Japan tabte – det er jo mit favorithold. De må hellere i gang med deres hemmelige våben. De må sende ninjaerne ind. Der går nok ikke længe før Ronaldinho vågner op uden sine ben. Og stakkels dem fra Kroatien. Det vilde med ninjaere er jo at de nærmest er usynlige, og lige pludselig er der en spiller som mister et ben. Det er helt utroligt, hvad de kan med samuraisværd og kastestjerner.

Jeg må vist hellere til at passe lidt på blodtrykket. Jeg bliver nemlig lettere ophidset, når snakket falder det offentlige her i Danmark. Nu arbejder jeg selv i det offentlige, er glad for det, men der altså problemer.

Tidligere i dag hørte jeg i Radioavisen, at nogle læger var bekymrede for udviklingen i retspsykiatrien. Der havde været en voldsom stigning i patienter i retspsykiatrien, men antallet af senge var det samme som i 1994. Lægerne mente, at man udskrev disse patienter for hurtigt, og derfor var muligheden for tilbagefald ind i sindssygen en mulighed. Det er meget skræmmende, hvis der går mange ikke-raske mennesker rundt i blandt os. Og hvad der kan ske, så vi i sidste uge, da en 32-årig mand nærmest skar hovedet af en 48-årig tilfældig englænder.

Det som kan undre mig er, at den almindelige dansker ikke reagerer på dette. At de ikke stiller spørgsmål til de ansvarlige personer, og ikke stiller spørgsmålet om, hvordan det kunne ske? Tager vi eksemplet med Fælledgården, så er der ingen der går den ansvarlige minister på klingen. Tænk, at hun kan stå og sige, at regeringen har lavet en god rammeaftale for ældreområdet, og det er kommunens ansvar, hvis tingene går dårligt. Hvis man bare kan sige det, og balladen er ovre, så er det altså for nemt at være minister. Og vores fødevareminister kan blive ved med at sige, at der ikke er skåret ned på fødevareområdet.

Jeg kunne godt tænke mig, at folk vågnede op og stillede flere kritiske spørgsmål til politikerne, særligt dem som har det overordnede ansvar. Fordi der er skåret ned, de ansatte skal løbe hurtigere og da mange ydelser i det offentlige har med mennesker at gøre, så oplever mange brugere et stresset offentligt system, som aldrig giver en rigtig god service. Der er simpelthen ikke tid.
Men tingene ser måske nemmere ud i et regneark. Der sidder sgu’ nogle matematikere og glemmer, at vi har med virkelige mennesker at gøre.