Pegefingeren

6 år, var der virkelig gået 6 år. Siden at regnen væltede ned over en mark i Roskilde, hvor musikken spillede, men blev afbrudt af råb, kaos og død. 6 år. Nu stod jeg foran bandet igen, denne gang i Berlin.

Siden Roskilde i 2000 har jeg har haft et særligt forhold til Pearl Jam. Det handlede pludselig om livet. Derfor var det også en meget særlig følelse at stå foran bandet i Berlin. Vi havde fundet nogle super pladser, og jeg var helt oppe at ringe, da den første streng blev slået an.

Og der var knald på. Bandet trykkede den virkelig af. Og jeg rockede med lige indtil nummeret ‘Small Town’. I teksten bliver der sunget ‘Hearts and thoughts they fade, fade away…’. Nu kom følelserne pludselig væltede op i mig. Denne sætning fik tankerne tilbage til Roskilde og alle de følelser fra dengang. Nu skulle jeg pludselig kæmpe med at holde tårerne tilbage. Det har jeg ikke prøvet før.

Heldigvis fik den næste sang mig på andre tanker. Og resten af koncerten stod jeg nærmest bare og sang med. Og hvilken koncert. Det var fantastisk, det handlede om musikken og ikke om showet. Det var rock ‘n’ roll. Selv når jeg skriver nu kan jeg mærke, at det er store følelser som den koncert har efterladt. Jeg er nærmest ikke i stand til at fortælle.

Stemningen blandt publikum var ligeledes helt fantastisk. Allerede inden koncerten var publikum i gang med bølgen, rundt på stadium, hen over mennesker på plænen og videre rundt. Det så vildt ud. Jeg tror, at den koncert var en forløsning for mange mennesker. Det var det for mig. Og kom nu snart Danmark.