Stoltheden

Udgivet den 20. oktober 2006 af pegefingeren

Sad tidligere i lænestolen og så et program om det 20. århundrede. Dagens afsnit handlede om katastrofer. Der var et indslag fra jordskælvet i den japanske by Kobe, hvor 5000 mistede livet. I indslaget blev der sagt, at mange firmaer havde opført huse uden, at de havde sikret mod jordskælv. Årsagen var endnu engang økonomi. Det er utroligt, at penge er vigtigere end menneskeliv. På et tidspunkt bliver sagt, at det var et slag mod den nationale stolthed i Japan.

Straks kom min hjerne til at tænke på, hvad der er den danske nationale stolthed? Er det landsholdet, vores velfærd eller…? Jeg ved det faktisk ikke. Noget jeg er stolt af er faktisk vores velfærd, det praler jeg altid med, når jeg er i udlandet. Men om det er en del af vores nationale stolthed, det ved jeg ikke.

Udgivet i Tanker fra lænestolen | Kommentarer slået fra

Vejturen eller the roadtrip

Udgivet den 20. oktober 2006 af pegefingeren

Min ferie er ved at være forbi. Og jeg kan jo ikke fortælle eleverne at jeg bare har siddet inde, så i dag måtte jeg ud på vejene. Tilbage i min seminarietid besøgte jeg sammen med mit geografihold en sø i nærheden af Holbæk som jeg erindrede som ret smuk. Særlig fordi den lå nede i et hul. Søen hedder Maglesø og ligger i et dødis-landskab. Og på denne efterårsdag var den stadig smuk.

skoven6.jpg
Der var faktisk ret smukt omkring Maglesø, men da området er privatejet mangler der desværre lidt siddemuligheder. Det er lidt trist, at man skal op på det lille traktørsted for at sidde ned. Bagefter kig turen videre til Esther høj i Høve. Der er en utrolig udsigt ud over Sejerøbugten, og det er tydeligt at se landskabsformerne. Klart et besøg værd. Jeg begyndte så turen hjemad, igennem Ordrup Bakker. Der stødte jeg alligevel på noget mærkeligt. Blomster? Ja, blomster og hvorfor de stod der midt i oktober, det ved jeg ikke. Måske er det den globale opvarmning?
skoven16.jpg
Udgivet i Blah...blah..., Livet | Kommentarer slået fra

Grafiske artister

Udgivet den 20. oktober 2006 af pegefingeren
pegefingeren1.png
Sent om natten slår de til. Når jeg allermindst venter det. Pludselig, der i min indbakken er der en mail fra de hemmelige grafiske artister Anders und Rob. De har lavet et lille billede til siden her. Det fede med de hemmelige grafiske artister er, at de spreder glæde. Tak, drenge!
Udgivet i Pegefingeren | Kommentarer slået fra

Pas på, du kan falde og slå dig

Udgivet den 19. oktober 2006 af pegefingeren

Fangeleg har vi alle prøvet, at løbe rundt i en skolegård og råbe ‘taget’. Man får rørt sig, indgår i nogle sociale relationer, lærer at indordne sig under nogle regler. Ja, fangeleg har mange fordele. Det store minus er bare at man kan falde og slå sig. Jeg har i mit tid som gårdvagt i en dansk skolegård kigget på mange knæ. At børn falder har nogle amerikanske skoler nu taget konsekvensen af og forbudt fangeleg i frikvartererne. Skolerne er bange for, at de kan blive dømt til at betale erstatning, hvis en elev kommer til skade. Læs historien på cnn.com.

Hvad er det der sker? Er det godt, at vi overbeskytter vores børn på den måde? Hvordan skal de nogensinde lære noget, når forældrene hele tiden overtager problemet og beskytter deres børn. De børn får virkelig et chok senere i livet, når virkeligheden udfolder sig for dem. Et lille sår på knæet har aldrig skadet nogen.

Og er det ikke vigtigere at børnene bevæger sig, falder og slår sig en gang i mellem, end at de skal sidde stille, måske spille gameboy, og ikke få motionen?

Udgivet i Den danske folkeskole, Livet, Tanker fra lænestolen | Kommentarer slået fra

Brevene, del 2

Udgivet den 19. oktober 2006 af pegefingeren

Sad til klokken 4 i nat og læste breve fra gamle dage. Da det var overstået sad jeg tilbage med en mærkelig følelse. Følelsen var en blanding af mange ting, at jeg savnede at få breve (jeg må i gang med at skrive), at jeg savnede en person, som jeg ikke længe kunne få breve fra, da hun har forladt denne jord, og at jeg savnede de pludselige indfald til at skrive tossede breve.

Hvor forsvandt det hele hen? Forsvandt det sammen med en større arbejdsbyrde, eller er det e-mailens skyld. Nej, som en kær ven for nylig sagde, så skyldes det kun én, nemlig mig. Og hvis jeg gerne vil ændre på det, må jeg ændre mig selv. Jeg må i gang med at skrive breve igen.

Udgivet i Blah...blah..., Livet, Tanker fra lænestolen | 4 kommentarer