Forleden dag blev brugt på en tur på vaskeriet. Da det som regel er meget kedeligt at kigge på en vaskemaskine, er det nødvendigt med lidt læsestof. Forleden dag blev det Information som skulle oplyse mit nysgerrige sind. Jeg blev oplyst, men samtidig steg mit blodtryk til enorme højder, da jeg læste en artikel om handicappede i folkeskolen.
D et handlede om at FN var ved at vedtage et forslag, som gik på at handicappede skulle integreres mere i skolen. At de handicappede skulle undervises i den almindelige grundskole frem for på en specialskole. Det handlede nemlig om ligeværd.
De handicappedes forbund mente nemlig, at vi som samfund gemte de handicappede væk på institutioner og specialskoler, og derfor var det vigtigt, at de kom ud i den almindelige folkeskole, så de normale børn kunne lære at forholde sig til dem. At handicappede blev synlige i samfundet. Den tanke er jeg meget enig i. Selvfølgelig skal de handicappede være synlige i det offentlige rum, de skal ikke gemmes væk på institution fordi vi andre ikke har lyst til at blive mindet om det ‘unormale’. Så langt så godt, mit blod nåede ikke de voldsomme højder endnu.
Blodtrykket steg, da de handicappede blev til en gruppe, hvor forskelligehederne blev til sidesat. Nu skulle alle handicappede ud i folkeskolen. Så steg mit blodtryk. Jamen nej, alle handicappede skal ikke ud i folkeskolen. Vi bliver nødt til at se på, hvilke behov den enkelte handicappede har. Det er ikke alle behov som folkeskolen kan indfri.
Der er nogle elever med så store sociale handicap, at skolen bliver et langt nederlag for dem. Hvor de aldrig lærer, at kunne forholde sig til de mange børn, lærere, fag, forandringer i skemaet og en hverdag, som sjældent kan sammenlignes med andre dage. De har svært ved at gennemføre folkeskolen. Jeg kender personligt til en elev, som jeg er meget urolig for, og skal eleven klare sig igennem folkeskolen, krævede eleven støtte hele tiden. Eleven er desuden et helt andet sted end resten af klassen, da eleven meget er i sin egen verden. De andre elever viser stor tålmodighed overfor denne elev, så selvfølgelig har de fået en større respekt overfor handicappede, men de kan ikke indgå i en ligeværdig relation til denne elev, fordi eleven ikke har de sociale færdigheder, der skal til. Eleven er som en ø i klassen, som de andre kigger på, men ikke rigtig forsøger at besøge.
Er det ligeværd?
Det ser ikke bedre ud på det faglige område. Har man indlæringsvanskeligheder, som følge af et handicap, skal der nogle andre indlæringsmetoder til, som det kan være svært at gennemføre, når der kun er en lærer i klassen. Med en støtteperson kan dette selvfølgelig afhjælpes, men det ville være to forskellige undervisningsforløb i undervisningen. Jeg ved godt, at vi skal planlægge til at ramme de enkeltes elevers individuelle behov, men der gradbrøjer man en fælles kerne af det faglige stof, som rammer den enkelte. Det er svært, hvis du har en elev, som er på et niveau, der er flere klassetrin under resten af klassen. Så skulle vi droppe klassetrinene og lave en skole, som inddelte eleverne efter faglige kvalifikationer. Men hvor sjovt må det være, at være 11 år og gå i en 2. eller 3. klasse?
For mig handler det ikke, hvor eleven er, men at man kan løfte eleven så meget, at de kan få et godt og rigt liv. At de kan klare sig i samfundet. Som det er lige nu kan folkeskolen ikke løfte den opgave for alle elever. Skal skolen rumme alle elever, skal den måde vi organiserer skolen på laves om. Der skulle være mange flere faglige og kompetente personer i folkeskolen, efteruddannelse og mulighed for støtte i alle undervisningstimer, så man kunne skabe et miljø, som giver handicappede mulighed for godt liv.
