De fleste kender julesangen ‘Do they know its christmas’, men der har været noget ved den sang, som har gået mig lidt på. Jeg synes, at det er en af de bedste julesange, der er, men en sætning ødelægger det lidt for mig.
Bono synger: And the Christmas bells that are ringing
Are clanging chimes of doom
Well, tonight thank God it’s them instead of you
Vi skal takke Gud for, at det er dem og ikke os. Den sætning kan jeg altså ikke lide. Jeg oplever nemlig sætningen, som at vi skal takke Gud for alt det vi har, og så skal vi være ligeglade med alle andre. Så længe vi er glade, så skal det nok gå. Det er sikkert ikke hensigten med sangen, men den sætning for mig til at tænke sådan.
Selvfølgelig skal vi stoppe op engang i mellem og takke for det vi har, men derefter at gøre sig bedre end andre. Det er ikke så pænt. Jeg er åbenbart ikke den eneste, der har det sådan.
“Trouble is, it’s not a very good line, is it: “Tonight, thank God it’s them…”? You can see that Bob Geldof and Midge Ure, who wrote the song, meant: “Hey, smug First World people, thank your lucky stars you’re not famine victims.” But it comes across as fantastically heartless. The sentiment: “Thank God they’re starving rather than us” is a shock to the conscience. It conveys the opposite of what it wishes to convey.” (www.independent.co.uk, skrevet af John Walsh)
Samtidig må jeg nok hellere skynde mig at sige, at det er da altid noget at Bob Geldof gjorde noget, imens jeg bare sad på min flade røv og så de sultne på tv.
