Pegefingeren

Alle forandringer er svære, og særligt når der skal bygges noget nyt op. Jeg har de sidste mange år haft et mærkelig forhold til julen, særligt fordi traditionerne omkring min jul er forsvundet til en anden verden. I de sidste par år har jeg prøvet mig lidt frem, men det har altid været lidt mærkeligt. I år skulle det så være det første spadestik til nye traditioner. Jorden, der skulle graves af er rimelig stenet. Man kommer ikke dybt i første forsøg. Det har været meget hyggeligt i dag, men der mangler stadig den del, som er i graven. Bare det at have kontrol over mine følelser var ikke helt nemt. Flere gange var jeg ved at græde, særligt når jeg så glæden i min nieces øje, og da min søster pakkede min gave op. Jeg ved stadig ikke helt, hvad der fik mig derud?

Måske var det glæde ved at give, ved at se lykke, der satte gang i mine følelser. Måske var det sorg. Jeg ved det ikke helt.

I hvert fald må jeg konkludere, at der mangler noget. Det kommer aldrig tilbage. Nu er det så på tide at bryde mønsteret, komme videre og opbygge nye traditioner. Jeg regnede nok med den perfekte jul, men desværre har jeg nok glemt at traditioner tage lang tid at opbygge.I min søgen efter svar efter mening kørte jeg faktisk ud til min mors grav. Det var alligevel lidt mærkeligt at træde ind på en kirkegård kl. 23.45. Jeg havde regnet med det totale mørke, men det var en lysfest. Ved mange af gravstederne stod der levende lys og oplyste den sjællandske julenat.

Jeg havde nok håbet på en forløsning, da jeg stod ved min mors grav. Der var bare ingenting. Jeg følte ikke en større ro ved at være der. Løsningen findes jo nok i mig selv.

Tak til min søster og niece for at tage det første spadestik sammen med mig!