Den 27. januar 1945 blev kz-lejren Auschwitz befriet afsoldater fra den røde hær. Siden er lejren og navnet nærmest blevet symbolet på holocaust. Det er nok derfor vi i Danmark netop kalder vores mindedag for holocaust forAuschwitz-dagen. Dagen var i går den 27. januar. Indtil til i eftermiddags var jeg lidt overrasket over, at jeg ikke havde set noget i de danske medier om dagen. Lige indtil jeg kiggede på et par andre blogs, som fortalte at DR2 havde sendt en udsendelse. Ja, hvem andre end DR2? TV2 sendte vel et eller andet intetsigende, som gjorde forbrugerne glade.
Siden tv-serien ‘Holocaust’ blev sendt tilbage i 19?? har jeg haft interesse i holocaust og 2. verdenskrig. Dengang var serien jo spændende, særligt fordi jeg ikke måtte se den for min mor. Hun sagde nemlig, at det emne var alt for alvorligt til at lave underholdning ud af det. Dengang ville jeg ikke give hende ret, men jeg må nok indrømme, at jeg er tilbøjelig til at give hende ret i dag. Jeg kunne ikke lide ‘Livet er smukt’ netop den behandlede emnet med humor. Der skal nemlig ikke grines, der er intet sjovt ved udryddelsen af mellem 5-7 millioner mennesker.
Jeg har altid sagt mig selv, at holocaust aldrig må forsvinde fra historiebøgerne, og jeg vil gøre mit til, at det ikke går i glemmebøgerne. Jeg skal blankt indrømme, at jeg bruger min position som lærer til at fortælle de kommende generationer om holocaust. Problemet er bare, hvordan man skal fortælle om det. Jeg fortæller om holocaust, og fortæller hvad had kan føre til. Had kan de fleste mennesker relatere til. Så er jeg grov. Jeg ønsker ikke at pakke noget ind. De skal høre om det der skete. Ikke en lille sød historie om en dreng, som blev sat på toget i Polen og kom til en lejr, hvor han skulle arbejde hårdt. Mange af hans venner døde i lejren, men han overlevede. Nej, de skal høre historierne, som de var. Selvfølgelig uden de værste detaljer.
Eleverne skal høre om, hvordan jøderne blev transporteret til lejrene, hvilke lidelser de skulle igennem på togturen. At der er tilfælde, hvor alle omkom i kreaturvognene på vej til lejrene, hvilke lidelser, der var i en lejr. Det kan måske virke groft, men det er desværre en måde, hvorpå at de vågner op og begynder at tænke. Hvis de bare hører de pæne historier, så sker der intet. De unge i dag har hørt og set så meget, derfor skal der meget til før de begynder at lytte og handle.
Skal folkedrabet stoppes, så bliver vi nødt til at bringe det frem i medierne, ind i stuerne og ud i skolerne. Og der er mange eksempler. Rwanda, Cambodia, Jugoslavien og det er inden for de sidste 60 år.
